Forlaget Silkefyret
Alene navnet på forlaget udtrykker en sanseorienteret holdning til det at have en rigtig, trykt og smukt indbundet bog i hånden. At føle den, mens man lader øjnene fange bogstaver og ord ind. De glider forbi linje for linje, side for side, mens man bladrer og samtidig fornemmer den fine papirkvalitet.
”Vi vil udgive stærke bøger, både indholdsmæssigt, udtryksmæssigt og som bogmateriale, der både er iøjnefaldende læseværdige og en oplevelse af have i hånden!” Sådan præsenterer Forlaget Silkefyret sig selv på hjemmesiden. Med sådanne ambitioner og visioner for forlagets bogproduktion, skal man naturligvis samarbejde med det rette trykkeri for at opnå det ønskede resultat.
”Selvfølgelig fokuserer vi også på indholdet, på den gode historie. Det som bogen har, i modsætning til det digitale medie, er en fysisk krop. En trykt bog er noget, man har med sig. På sofaen eller hvor man nu læser. Vores bøger kan faktisk få folk til at stoppe op og kigge på dem. Føle på dem, og tænke, at ’den skal jeg have med mig hjem’,” fortæller forlægger og forfatter Allan Lillelund Andersen. At Forlaget Silkefyret er gået hele vejen med at kræse for detaljerne, handler også om respekt for bogen som medie. Forlaget ligger i Beder syd for Aarhus, og Allan Lillelund har ofte sparret med Ecograf. ”Jeg kan også fornemme, at Ecograf synes, det er spændende, at vi går op i disse ting. Det betyder utrolig meget, at jeg har dialogen. Og at jeg ved, at dem jeg arbejder med, også har en forståelse og en respekt, og at de går op i disse detaljer,” siger Allan Lillelund om samarbejdet og dialogen omkring bogudgivelserne.