Forlaget Siklefyret logo

Forlaget Silkefyret

Alene navnet på forlaget udtrykker en sanseorienteret holdning til det at have en rigtig, trykt og smukt indbundet bog i hånden. At føle den, mens man lader øjnene fange bogstaver og ord ind. De glider forbi linje for linje, side for side, mens man bladrer og samtidig fornemmer den fine papirkvalitet.

”Vi vil udgive stærke bøger, både indholdsmæssigt, udtryksmæssigt og som bogmateriale, der både er iøjnefaldende læseværdige og en oplevelse af have i hånden!” Sådan præsenterer Forlaget Silkefyret sig selv på hjemmesiden. Med sådanne ambitioner og visioner for forlagets bogproduktion, skal man naturligvis samarbejde med det rette trykkeri for at opnå det ønskede resultat.

”Selvfølgelig fokuserer vi også på indholdet, på den gode historie. Det som bogen har, i modsætning til det digitale medie, er en fysisk krop. En trykt bog er noget, man har med sig. På sofaen eller hvor man nu læser. Vores bøger kan faktisk få folk til at stoppe op og kigge på dem. Føle på dem, og tænke, at ’den skal jeg have med mig hjem’,” fortæller forlægger og forfatter Allan Lillelund Andersen. At Forlaget Silkefyret er gået hele vejen med at kræse for detaljerne, handler også om respekt for bogen som medie. Forlaget ligger i Beder syd for Aarhus, ikke langt fra Ecograf, og Allan Lillelund har ofte sparret med Ecografs direktør Lars Christensen. ”Jeg kan også fornemme, at Lars synes, det er spændende, at vi går op i disse ting. Det betyder utrolig meget, at jeg har dialogen. Og at jeg ved, at dem jeg arbejder med, også har en forståelse og en respekt, og at de går op i disse detaljer,” siger Allan Lillelund om samarbejdet og dialogen omkring bogudgivelserne.

Flere sanser forkæles

Ifølge Allan Lillelund giver det også en ekstra nydelse, at man også har en fysisk bog i hånden. En ekstra sans bliver forkælet. Den rent taktile fornemmelse ved at have et værk i hånden er en del af oplevelsen. ”Den fysiske bog er jo i sig selv et værk. Det skal også spille op imod indholdet, og det har jeg arbejdet med helt konkret. Vi sikrer os, at den fysiske bog udstråler det, man møder, når man læser den. Det har også stor betydning.” ”Vi går virkelig op i det tekstile arbejde med bøgerne og udtrykket,” fortæller Allan videre. ”Så vi vil gerne være sikre på, at vi har en god dialog omkring præcise detaljer. Så det er vigtigt for os ikke bare at sende en fil afsted og så se, hvad der kommer ud af det. Vi vil gerne følge bogen hele vejen.”

Kunsten at skille sig ud

Den måde bogudgivelserne skiller sig ud fra andre på er fx ved prægning og satspapir. Allan Lillelund mener, at der hos Ecograf og Lars er en åbenhed omkring at lade udgiveren selv præge sin udgivelsen ved fx papir. Der er sparring og rådgivning, men man lytter også til kunden. ”Vi har sammen med Ecograf fx trykt en Antologi, hvor der også var digte i. Digtene blev trykt på særligt håndlavet kinesisk papir, der blev indsat i bogen. Altså ikke bare som forsatspapir, men inde i selve bogen. Det gør bøgerne anderledes og det giver lige det ekstra touch, så den skiller sig ud”, siger Allan Lillund om Antologien. Og det handler det også om for Silkefyret Forlag, at skille sig ud, hvilket er lykkedes med flere titler på forlaget.
”Det må gerne være lidt eksklusivt og skille sig ud, både indholdsmæssigt og også gennem de materialer, jeg finder. Jeg går en lidt anden vej end mange andre forlag.” Allan har da også oplevet at have så eksklusiv og kreativ en bog med specielt håndlavet omslag og med indsyede sider, at den var for alternativ til at stå på biblioteket. Den blev selvfølgelig også trykt hos Ecograf.

Forlaget Silkefyret - Fortællingen om øde
Forlaget Silkefyret - Faderen

Rådgivning og viden på baggrund af stor erfaring

Allan Lillund har som kunde hos Ecograf oplevet, at man kommer med sine ideer, og at
udgangspunktet hos Ecograf er, at de dels gerne vil rådgive om, hvad der er økonomisk forsvarligt og dels er åbne omkring at finde løsninger. Trykkeriet er ikke en stopklods, men har en ”det finder vi ud af”- mentalitet. Desuden har Ecograf så store erfaringer med bogudgivelse, at de kan rådgive omkring faldgruber. De har erfaringer med andre, der er blevet skuffede, fordi bøgerne ikke tog sig ud, som de regnede med. Derfor er en tæt dialog vigtig, så forlæggeren ikke bliver negativt overrasket.
Silkefyret ville fx have trykt en sort på sort bog, ”Faderen”. Udgivelsen blev ”årets overraskelse”. Der var lidt usikkerhed om, hvorvidt teksten ville være tydelig nok. Her lyttede forlaget til Lars, der rådgav om at gøre skriften og teksten større.
Til Silkefyrets seneste udgivelse ønskede Allan Lillelund at trykke på noget meget specielt papir (GMUND) hentet i Tyskland. Også her udviste Ecograf et aktivt engagement i at få bogprojektet til at lykkes. Lars har også rådgivet om mere skæve formater, hvilket forlaget også har lyttet til.

Fordybelse og fysisk fornemmelse

Allan Lillund er glad for tidens trends, hvor man fx ser mange unge mennesker, der strømmer til bogmesser for at opleve den trykte bog og se forfatterne. Ifølge forlæggeren kræver fordybelse en vis ro, og den får man stærkere, når man er koblet af internettet og er væk fra det digitale univers. Det er man ikke med en e-bog, hvor man også mangler den fysiske form. I modsætning til når man åbner den fysiske bog fra side et til man omsider, mæt af de gode historier, lukker bogen rent fysisk. Og så gør det ikke noget, at omslaget og papirindholdet tilmed er så lækkert, at man kan have bogen liggende fremme og dermed forlænge oplevelsen på flere måder.

Besøg Forlaget Silkefyrets website.

Kontakt os

Kontakt

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Kontakt os allerede i dag

Klik på mail ikonet herover og skriv til os.

Eller ring på

tlf. 70 25 77 88